Autostol.dk

Autostol ca. 9 mdr – 4 år eller 9-18 kg.

mellem-stolen-9-18-kg

Du er på udkig efter den næste størrelse autostol til dit barn.

Autostolene i denne gruppe går typisk fra ca. 9 mdr. til 4 år. Der er dog også stole, der går fra 0 – 4 år. Det er autostole, der typisk går til 18 kg.

Det anbefales, at dit barn fortsat sidder bagudvendt.

Hvis du ikke har brug for flere informationer og bare vil i gang med, at finde den helt rigtige autostol – kan du hoppe videre til min store autostol guide.

Her indtaster du barnets, højde, alder og vægt – angiver om du har isofix i bilen eller ej – og du får straks mine anbefalinger, der passer præcis til dit barn.

Gå til Autostol guiden

Flere gode råd om autostole

Inden du køber næste størrelse autostol, er det dog en god ide, at læse nedenstående – så du ikke køber en ny autostol alt for tidligt, køber noget forkert eller overser evt. nye regler.

Skift til næste størrelse autostol

Inden du køber næste størrelse autostol, er det en god ide lige, at tjekke om du bør skifte allerede nu eller om dit barn faktisk kan sidde endnu længere tid i den nuværende. For selvom babystolen ser lille ud – ja så kan den oftest bruges til mindst 10-12 mdr.

Det er også vigtigt, at du ikke skifter for tidligt, da barnet ikke er stærk nok til, at sidde fremadvendt. Så læs lige dette indlæg om skift til næste størrelse inden du køber.

Bagudvendte autostole

Selvom dit barn nu ikke længere kan være i babystolen, så kan det stadig sidde bagudvendt – hvilket er langt det sikreste. Derfor anbefaler jeg, at du ser nærmere på de bagudvendte stole i denne vægtklasse. Du finder flere informationer om bagudvendte autostole her.

i-Size autostole

I denne vægtklasse er der kommet en del i-Size stole, der kan bruges bagudvendt fra ca. 62 cm og til barnet er 3-4 år gammel. Stolene kan også vendes fremad når barnet er ældre end 15 mdr. og du får således to muligheder med disse stole. Stolene anvender alle isofix (et krav for i-Size godkendelsen). Du kan læse mere om i-Size reglerne her.

Isofix – skal jeg bruge en base?

Isofix findes i alle vægtklasserne, men det er ikke altid du skal bruge en base. I denne vægtklasse har flere af de nye i-Size stole brug for en base, mens mange andre og især ikke de fremadvendte stole, har ikke brug for en base for, at du kan montere stolen med isofix. Der er nemlig isofix direkte under stolen.  Hvis du ikke kan huske, hvad isofix er, ikke har hørt om det før eller bare lige vil tjekke op på det, kan du læse alt sammen i dette indlæg om isofix.

Autostol regler og anbefalinger

Autostol reglerne er faktisk ret lige til –  ”Børn skal spændes fast i en godkendt autostol eller selepude i bilen. Stolen eller puden skal passe til alder, højde og vægt og være monteret efter producentens anbefalinger”.

Men det kan alligevel godt give anledning til en masse spørgsmål, hvorfor det er en god ide, at tjekke op på autostol reglerne inden du køber en ny autostol.

Top Tether – hvad er Top Tether

I denne vægtgruppe er flere autostole begyndt, at anvende Top Tether i stedet for støtteben. Top Tether er ikke så gammel som isofix og derfor finder man det typisk kun i de helt nye biler (eller max 3-4 år gamle). Er du i tvivl om du har Top Tether eller hvor det sidder, så læs mere om Top Tether her.

Test af autostol

Langt de fleste autostole bliver testet og det er din sikkerhed for, at det er en god og sikker autostol. Det er således en god ide, at finde en autostol, der har klaret sig godt i testen, da man så er sikker på, at få en sikker autostol, med høj brugervenlighed og god komfort. Du finder den store gratis autostol testoversigt her.

Overtøj i autostolen

Det er ikke kun i babyautostolen, at stort overtøj er et problem. Det er det også i denne størrelse, hvorfor du ikke må bruge stort overtøj, dunjakker, flyverdragter osv. Det kan nemlig være farligt, da det er svært at stramme selerne korrekt. Er du det mindste i tvivl – så læs dette indlæg om stort overtøj i autostolen.

Du kan også overveje, at se nærmere på en kørepose i autostolen, så du helt undgår det store overtøj i autostolen. De fås helt op til 4 års alderen.

Når du har været ovenstående igennem – burde du være 100% klar til, at Gå til Autostol guiden her.

Ellers må du gerne stille mig et spørgsmål nedenfor.

27 kommentarer

  1. Hej,

    Hvor kan jeg se om den der GB Vaya har været med i oktober testen?

    For os er drejefunktion vigtig, da min kone har dårlig ryg. Vi havde først bestemt os for Recaro zero 1, som du fortæller godt om på denne side. Da vi kom ud for at prøve den i butikken, kunne vi se at den nye GB Vaya model har en meget bedre hvileposition bagudvendt end zero 1 har. Vi har en lang søn og køre ofte langt, så det er vigtig for os, at han kommer til at sidde godt i næste stol også.

    1. Hej Kenneth,

      Ja den har været med i testen nu – og det er en god stol – så den er oplagt til dem, der vil have drejefunktion.

      Desværre vil GB/cybex ikke have stolen med i min sammenligning af i-size stolene, så jeg kan ikke vurdere den i forhold til de andre modeller.

      Mvh

  2. Hej og tak for en god side ang. valg af autostol.

    Vi skal snart op i næste størrelse autostol (9-18kg) og vil gerne have nogle gode råd med på vejen.
    Det må meget gerne være en stol med drejefunktion og så skal den være selemonteret.

    Hvilke gode og ikke mindst sikre bud findes der på markedet?

    Venligst Connie

  3. Hej Kristian!
    Vi skal til at skifte autostol, da vores søn vejer 12 kg. nu. Vi har haft en Cybex aton 5 som vi har været meget glade for. Til storesøster på 4 har vi også en cybex pallas m-fix uden pude. Den er vi også meget tilfredse med da nakken kan kippes for bedre sovestilling.
    Nu har vi kigget på forskellige tests og hælder mest til Maxi cosi axissfix plus, men det virker ikke til at du er så begejstret for den? Vi vil gerne: have bagudvendt der kan ændres til fremadvendt,
    have høj sikkerhed
    undgå puden foran.
    Vi har en citroen c4 grande picasso, så vi har rigeligt med plads.

    På forhånd tak
    Annette

    1. Hej Annette,

      Synes lige i skal se på denne oversigt: https://www.autostol.dk/test-af-autostole/test-og-sammenligning-af-isize-autostole/
      Jeg synes Axissfix er en udmærket stol, men den er desværre kun bagudvendt til 15 mdr, hvor de andre kan bruges meget længere tid. Det er faktisk det eneste negative jeg har ved den.

      Tænker i skal se på 2way Pearl, Recaro zero (hvis den står godt i jeres bil) eller besafe Modular. De er alle bagudvendt – men kan vendes senere.

      Mvh

  4. Hej,

    jeg er mildest talt ved at blive småskør – kan simpelthen ikke beslutte mig til hvilken autostol jeg skal vælge, og jeg har brugt en del tid på det – håber I kan hjælpe mig.

    Mine krav har jeg endelig fundet ud af:
    Jeg skal brug en stol til en slank pige i klassen 9-18 kg.
    Den skal kunne vende fremad og bruges til både isofix og seler (den må også gerne kunne vende bagud, men jeg vil ikke have en stor og dyr klodset base, som skal købes som ekstraudstyr. Et støtteben er ok.

    Jeg har selv kigget på flg. to stole:

    Recaro Optiafix – hun sad godt, måske en smule tilbagelænet, og den kunne desværre ikke monteres med bilens seler

    Britax Römer Duo Plus – her sad og hun godt, fint oprejst, men desværre var den svær for mig at fastgøre korrekt med selerne.

    Maxi Cosi Tobi – helt igennem en fin stol, men desværre kun til montering med bilens seler, ikke isofix.

    Ved godt jeg er en smule besværlig, men håber I kan hjælpe mig med forslag til stol og evt. input ?

    Lad mig høre fra jer.

    1. Hej Shelia,

      De fleste stole med selemontering kræver øvelse i starten, så tror du ikke, at du med lidt øvelse vil kunne montere Duo Plus korrekt?
      for den er oplagt til dit formål.

      Alternativt skal du over og se på stolene med mavepude – hvad siger du til det?

      Mvh

      1. Vi har prøvet en mavepude, men det var den lille mildest talt ikke begejstret for.
        Er der ikke andre end Duo Plus ?
        Jeg har en WV Polo fra 2012, hun vejer omkring 10 kg., er 15 mdr. og ca. 75 cm. høj.

        1. Hmm.. Nej det synes jeg faktisk ikke.

          Medmindre i går over til 100% sele og så er der de nye römer King modeller, der fortæller om selen sidder korrekt og de er ret brugervenlige når det kommer til montering.

          Mvh

  5. Hej,
    Har du set den nye autostol fra GB? Modellen hedder Vaya.
    I så fald, har du nogen bemærkninger omkring den? Vi overvejer at købe den, men er lidt ærgerlig over der ikke findes nogen “test” af den endnu. Ønsker jo ikke at købe den for så senere finde ud af den får dårlig bedømmelse.
    Men vi skal skifte nu og vores datter sad vildt godt i den, og den var meget nem at bruge!

    Vh. Karin

    1. Hej Karin,

      GB er et mærke under Cybex – du kan også se, hvor meget deres stole ligner cybex (fx. Sirona modellen, som er lig Vaya).

      Jeg er lige ved, at finde ud af, hvor meget de genbruger, nyudvikler osv., men stolen har endnu ikke været med i en test, så det er desværre ikke til at sige, hvordan den vil klare sig (selvom det er en “cybex model”). Måske den er med i oktober testen.

      Mvh

  6. Hej.
    Vi har lige prøvet en recaro zero 01 i vores skoda. Desværre er sædet med så meget hældning, at stolen skal være i Max hvile for at hun ikke tager hovedet, når hun falder i søvn. Vi prøvede også en gb vaya i-size. Den var bedre ifht hvilepositionerne.Men den kan jeg ikke finde test eller andet på. Kan du hjælpe?
    Mvh Hanne

  7. Hej,
    Vores søn på 7 måneder er ved at vokse ud af sin recaro privia med base, da han er lige over 9 kg og 76 cm lang. (lange ben)
    Vi har ikke været glade for recaroen, da han falder forover med hovedet når han sover, da den ikke skråner/ligger nok. Vi har ellers taget bagsædet af vores Skoda Fabia, for at autostolen skråner/ligger mere, men stadig ikke nok.
    Selve reguleringsmekanismen af stropperne virker heller ikke tilfredsstillende, og den er pt til rep. (ellers kun 7 mdr. gl.)

    Vi kunne godt tænke os en ny stol med drejefunktion, når han skal ind og ud. Jeg tænker han skal have mulighed for at kunne sidde begge veje, og så er det meget vigtigt at den kan “ligges” godt ned når vi kører til Jylland eller udlandet.
    Vi har isofix i bilen.

    Lige meget hvilken en butik vi er i, så anbefaler de noget forskelligt, og jeg er nu forvirret.
    Og hvad er at foretrække, med eller uden pude??

    vil du prøve at hjælpe mig ? TAK

    vh Kathrine

    1. Hej Katrine,

      Det kommer an på, hvor vigtigt dreje funktionen er for jer. For der er ikke mange gode på markedet – slet ikke når Privia har været dårlig for jer. For der er næsten kun Recaro Zero tilbage, der kan dreje.

      Men hvis i kan undvære det, så vil jeg se nærmere på 2way Pearl eller Besafe Modular. De har god hvileposition, er store og kan bruges bagudvendt i lang tid + de kan vendes fremad når barnet bliver større. De er begge i-size godkendte og den vej jeg vil gå. Og så er de med 5-punktsele.

      Mvh

  8. Hej Kristian
    Vi har tvillingedrenge på 16 mdr der er ved at være før store til deres ‘babyautostole’ og så er spørgsmålet hvilke stole skal vi købe til dem? Vi har en Mazda 6. Udover drengene har vi en pige på 5, der sidder i en pallas 2 fix, den er ok nu, men hun var ikke glad for den da hun skulle bruge mavepuden. Storesøster sidder på forsædet og drengene sidder på bagsædet med en af forældrene i midten. Vi vil fortrække fremadvendte autostole, men vi er bekymrede for om der er plads nok. Vi har overvejet Römer Eclipse, men er den smal nok? Selvfølgelig betyder sikkerhed meget, men komfort for hele familien inkl. far/mor på bagsædet er vigtigt?
    Tak for hjælpen.
    Hilsner Rikke

  9. Hej

    Jeg har tidligere fået lidt kloge ord fra dig, men har nu endnu et spørgsmål.
    Vores datter på 9 måneder er en lang tynd pige som snart vokser ud af sin babyautostol pga hjøden, da selerne ellers vil begynde under hendes skuldre. Da hun kun vejer 7 kg nu er vi sikre på at hun ikke når 9 kg inden hun vokser ud af hendes babyautostol. Derfor er spørgsmålet nu, må hun godt komme over i en 9 kgs autostol selvom hun ikke vejer 9 kg?
    Vi har valgt at købe en cybex pallas m-fix da vi desværre har så lille en bil at der ikke er plads til nogen af de bagudvendte autostole. Vi har lige nu en gammel romer babysafe.

    Håber du kan hjælpe

    Vh Cecilie

    1. Hej Cecilie,

      Nej den stol må hun ikke komme over i endnu. Hun skal veje over de 9 kg. og helst også mere, da jeg ikke synes puden sidder så tæt til barnet.

      Så i er nok nødt til, at finde en anden stol til hende eller se om ikke babystolen kan bruges i noget længere tid.

      Mvh

  10. Hej

    Jeg er på udkig efter to roterbare autostol i klasse 0-1. Jeg er far til to piger på 1 år hhv. 7,5 og 8,5 kg. Jeg er kørestolsbruger og har pigerne siddende på bagerste bagsæde af en vw caravelle model T6. Jeg sidder indeni bilen og spænder dem fast, men det er meget bøvlet med de nuværende Rømer babysafe stole med sele baser. Det er et krav at det skal være med selemase, da der ikke er isofix på bagerste sæderække i Caravellen.

    Er der overhovedet noget der passer til dette behov?

    Tusind tak for en ellers super guide til at passe på vores aller dyrebareste

    Rasmus

      1. Ja, jeg har brug for at kunne vende stolene 180 grader. Er dog blevet klogere siden jeg skrev. Har købt ny model af samme bil og der er både isofix og toptether. Tænker derfor at axissfix er et godt bud. Tror du det vil være et problem at pigerne vejer for lidt?

        1. Hej Rasmus,

          Hvis du både har isofix og Top tether er der også mulighed for Recaro zero 1. Den kan dreje 360 grader, hvis du har brug for det og kræver ikke Top tether.

          Den kan bruges bagudvendt i længere tid end Axissfix.

          Pigerne vejer ikke for lidt til nogle af stolene. De må bruges allerede fra de er 45 og 61 cm – så dem kan du roligt sætte dem i.

          Mvh

  11. Hej og godt nytår!

    Jeg og min mand har fået vores nevøs gamle autostol som er 10 år gammel, men anbefales det ikke at disse ikke bruges? synes nemlig jeg har læst det et sted, pga sikkerheden?

    i så fald er jeg virklig i tvivl om hvilken autostol, der er bedst at gå ud og investere i til min søn på 9 mdr, som er ved at vokse ud af sin første autostol. Må indrømme at jeg synes at det er lidt af en jungle, selvom at i har lavet nogle fantastiske beskrivelser af de forskellige stole, og tak for det 🙂

    mine ønsker/krav til vores nye stol er:
    – kan være bagudvendt
    – har isofix (og hvis det er muligt så og selemontering, men ikke nødvendigt)
    – har en god hvile position

    vi har en KIA Seed, så pladsen er rimelig 🙂

    håber du kan hjælpe mig lidt på vej 🙂

    MVH Ditte

    1. Hej Ditte,

      Jo – 7-8 år så anbefales det ikke at bruge stolen mere. Så 10 år – så vil jeg nok ikke bruge den. Slet ikke når i skal bruge den i ca 3 år.

      Der findes en del, som opfylder dit krav – har du prøvet denne her https://www.autostol.dk/guide-til-valg-af-autostol/ ?

      En stol som Maxi Cosi 2way Pearl opfylder dine krav eller også Besafe Modular eller Recaro Zero (hvis den skal kunne deje).

      De har alle isofix, men ikke sele. Det er lidt svært, at finde en stol, der har begge dele – medmindre den må være 100% bagudvendt?

      Mvh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Autostol.dk’s guide – lad mig udvælge din autostol!

Dit barn skal have en autostol, der passer til alder, højde og vægt. Ved at bruge Autostol.dk's guide får du mit bud på, hvilke(n) autostol, der vil være det optimale valg for lige netop dig og dit barn.

Vind en valgfri autostol!

Vil du være med i konkurrencen om én valgfri autostol - Hvor du frit kan vælge mellem alle modellerne på Autostol.dk?

--> Så er det nu du skal skrive dig op! <--

For så vil du være blandt de første, der får besked når konkurrencen starter og får samtidig et ekstra lod i konkurrencen.

Vind en valgfri autostol!

Vil du være med i konkurrencen om én valgfri autostol - Hvor du frit kan vælge mellem alle modellerne på Autostol.dk?

--> Så er det nu du skal skrive dig op! <--

For så vil du være blandt de første, der får besked når konkurrencen starter og får samtidig et ekstra lod i konkurrencen.